Velkomstinitiativ trækker over 100 tilflyttere til aktiv forening.

I 2020 er foreningen Aktiv Timring vokset fra 334 medlemmer til 443 medlemmer. Det skyldes især, at tilflyttere bliver budt velkommen af glade borgere, der fortæller om byens muligheder.

foreningen Aktiv Timring stiger medlemstallet, selvom corona har hærget det sidste års tid. Det skyldes et initiativ, hvor såkaldte ’vejambassadører’ tager ud og byder tilflyttere velkommen til byen med en særlig ’velkomstkasse’.

 

26-årige Katrine Vinther flyttede til Timring i august 2020 med sin mand og oplever, at velkomsten har gjort en stor, positiv forskel for dem.

”Vi føler os velkomne i byen og kan mærke, der er et tæt sammenhold. Folk er behjælpelige og har fortalt, hvad der foregår og rører sig i byen. Det har givet os svar på en masse spørgsmål,” siger Katrine Vinther.

En bykendt byder velkommen ansigt-til-ansigt

Foreningen Aktiv Timring står bag konceptet med vejambassadører. Omtrent 25 borgere fra Timring har meldt sig frivilligt og er hver især tilknyttet en vej i byen. De holder øje med, om nye beboere flytter ind, og går, iført smil og godt humør, over og banker på døren for at byde dem velkommen.

Ole Bredahl har boet i Timring i mange år og er vejambassadør på Møltrupvej.

”Det er hyggeligt at komme ud og tale med folk og byde dem velkommen til byen. Vi sludrer et kvarter og får en kop kaffe. Det er ganske uformelt, og når vi er færdige, har tilflytterne fået indblik i, hvad der sker i byen,” siger han.

Under corona har velkomsterne i nogle perioder været sat på pause, eller også er de foregået gennem en åben dør med vejambassadør på den ene side og tilflytter på den anden.

”Samtalen kan tage udgangspunkt i noget fra velkomstkassen eller være en lille sniksnak. Det kan også være lavpraktiske ting som information om, hvor biblioteket er eller hjælp til at tilmelde sig sport i Aktiv Timring,” fortæller Tina Holmgaard, formand for Aktiv Timring.

Velkomstkasser giver kendskab til byen

Vejambassadørerne har også en velkomstkasse med til tilflytterne, som giver et indtryk af de muligheder, der er i Timring.

 

Se artiklen om Aktiv Timring ved DGI.