Virksomhedsbesøg hos JCN Bolig

Byfortælling v Svend Aage Madsen

Virksomhedsbesøg hos JCN Bolig 14. september 2016

 

 Det startede med murermester Jens Chr. Nielsen for 75 år siden, og er i dag blevet til JCN Bolig. JCN Bolig havde i år taget imod Timring Sogns Borgerforenings opfordring til at afholde virksomhedsbesøg. En lun sensommeraften i september var JCN Boligs kontorer derfor fyldt med gæster. Mange var der for første gang, og både kontorerne og den flotte udsigt imponerede.  

 JCN Bolig, der i foråret kunne holde 75 års jubilæum, har forstået at følge med tiden, og de fremmødte gæster kunne høre om den udvikling virksomheden har gennemgået. Adm. direktør Flemming Rasmussen fortalte også om baggrunden for skiftet fra især lokale byggerier af forskellig art, til i dag næsten udelukkende at beskæftige sig med store boligprojekter. Og mange! Over 1000 boliger i alt kom Flemming Rasmussen frem til at virksomheden i øjeblikket er i gang med at opføre rundt omkring, især i det østjyske. Også en ny JCN Bolig præsentationsfilm, der er blevet lavet i forbindelse med 75 års jubilæet, blev vist.      

JCN Bolig var vært ved et kaffebord med et væld af spændende og flotte kager! Efter planen blev kaffen serveret i kantinen, men på den lune sensommeraften valgte mange gæster at nyde kaffen på den tilstødende terrasse i stedet.

Efter kaffen fortalte Svend Aage Madsen historier og anekdoter fra Timring, og der blev nikket og snakket med når personer og huse på billederne blev genkendt. Svend Aage Madsen kom naturligvis også ind på JCN Boligs grundlægger, Jens Chr. Nielsen, der svagt kan skimtes på lysbilledet på væggen. Byggeriet Jens Chr. Nielsen på billedet er i gang med, er for øvrigt opførelsen af Timring Skole.

Cirka 35 deltog i en spændende aften, og Timring Sogns Borgerforening vil gerne endnu engang takke JCN Bolig for gæstfrihed og forplejning, samt Svend Aage Madsen for spændende, lokale fortællinger.